Min søn flyttede hjemmefra i sidste uge.
Han er 21, har læst i to år i København, og nu har han fået en lejlighed på Nørrebro med en ven, der spiller i et band. Det er godt. Det er sundt. Det er på tide. Alligevel stod jeg i hans tomme værelse og kunne ikke få mig selv til at lukke døren.
Der hang stadig en plakat med et eller andet band, jeg aldrig havde hørt om. Der stod en reol med nogle bøger, han ikke gad slæbe med. Der lugtede af ham. Af den der dyre deodorant, han købte, selvom jeg sagde, at den fra Matas duftede præcis ligeså godt.
Jeg er 52. Jeg har været alene i otte år, siden Lars og jeg gik fra hinanden. Jeg har vænnet mig til stilheden. Men den her stilhed var anderledes. Det var ikke bare fravær af larm. Det var fravær af ham.
Min veninde Hanne sagde, at jeg skulle finde en hobby.
Hun kom forbi med en kasse kaktusser fra Plantorama. Hun sagde, at de var umulige at slå ihjel, og at jeg skulle passe på dem som var de mine børn. Jeg lo. Hun lo ikke. Hun sagde: Jeg er alvorlig, Lotte. Du har brug for noget at tage dig til.
Jeg stillede kaktusserne i vinduet i min søns gamle værelse.
De så ynkelige ud. Tre små grønne kugler med nogle strittende pigge. Jeg vandede dem. Læste på nettet, at de ikke skulle have for meget vand. Jeg gav dem lidt. De så stadig ynkelige ud.
En aften sad jeg i stuen med en kop te og kiggede på dem gennem døråbningen. Klokken var halv tolv. Jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte på min søn. På om han havde husket at købe salt og mel og toiletpapir. På om hans nye roommate huskede at lufte ud.
Jeg tog min telefon.
Jeg havde set min kollega Louise sidde med et eller andet i frokostpausen. Hun kaldte det
spil uden rofus. Hun sagde, at man kunne vinde penge uden at skulle oprette konto med alt muligt bøvl. Jeg havde tænkt, at det lød som noget for unge mennesker.
Jeg er 52. Jeg har aldrig spillet om penge.
Alligevel tastede jeg det ind. Spil uden rofus. Siden åbnede med en blå baggrund og nogle ikoner. Jeg oprettede mig på to minutter. Satte 300 ind. Det var dét, jeg havde brugt på kaktusserne.
Jeg valgte et spil med blomster. Det hed Sakura Fortune. Der var kirsebærblomster, en japansk prinsesse, nogle drager. Jeg trykkede på spin. Blomsterne dansede hen over skærmen. Prinsessen nikkede. Jeg trykkede igen. Og igen.
Klokken halv to vandt jeg 2.200 kroner.
Jeg stirrede på skærmen. 2.200 kroner. Det var en seng til min søns nye lejlighed. Han havde nævnt, at den gamle var for kort. Jeg havde sagt, at han kunne sove på en madras et par uger. Det kunne han ikke. Han er 21. Han er 185 centimeter.
Jeg hævede pengene med det samme.
Næste dag ringede jeg til IKEA. Bestilte en seng, en madras, to puder og en dyne. Det hele blev leveret til Nørrebro tre dage senere. Min søn ringede om aftenen. Han sagde: Mor, har du bestilt en seng? Jeg sagde: Ja. Han sagde: Hvor fik du pengene?
Jeg sagde: Jeg vandt dem.
Han var stille et øjeblik. Så sagde han: Vandt? Hvordan vandt? Jeg sagde: Spil uden rofus. Bare noget, jeg prøvede.
Han lo. Sagde: Mor, du aner ikke engang, hvordan man bruger Netflix. Jeg sagde: Det gør jeg så godt. Jeg ser bare ikke så meget.
Han lo igen. Det var rart at høre.
Jeg besøgte ham søndag. Lejligheden var rodet, men sengen var samlet, og dynen lå pænt over madrassen. Han havde hængt sin plakat op over sengen. Det samme band, jeg aldrig havde hørt om. Jeg sagde: Den er fin. Han sagde: Den er grim. Jeg sagde: Ja.
Vi drak kaffe i køkkenet. Hans roommate kom ind iført badekåbe klokken halv to om eftermiddagen. Han hed Gustav, spillede guitar, havde ikke redt hår. Han sagde: Er du moren? Jeg sagde: Ja. Han sagde: Fed seng.
Jeg smilede.
På vej hjem i toget tænkte jeg på kirsebærblomsterne. På prinsessen, der nikkede, hver gang jeg vandt. På 2.200 kroner, der kom fra ingenting og blev til en seng på Nørrebro.
Jeg har ikke spillet siden den nat.
Ikke fordi jeg har forbudt mig selv. Bare fordi jeg ikke har haft brug for det. Kaktusserne i vinduet har fået tre nye skud. De ser ikke længere ynkelige ud. De ser ud som om, de hører til.
Min søn kommer på besøg i morgen. Han skal have vasket tøj og spise en ordentlig middag. Jeg har købt frikadeller og kartofler. Det var hans yndlingsmad, da han var lille. Jeg håber, det stadig er det.
Han spurgte i telefonen i går, om jeg stadig spillede. Jeg sagde nej. Han sagde: Godt. Så sagde han: Men det var sejt, det der med sengen.
Jeg sagde: Det var bare held.
Han sagde: Måske. Måske var det bare held.
Vi sagde farvel. Jeg stillede telefonen fra mig og kiggede på kaktusserne i vinduet. De stod stille i aftensolen. Tre små grønne kugler med strittende pigge.
De mindede mig om ham, dengang han var fem og nægtede at få klippet hår.
Jeg tror, jeg beholder dem.
Register
Login
FAQ
Search